Det gode ved at investere i kvalitet og design er ikke blot den åbenlyse æstetiske indvirkning det har på indretningen, men også at produkter af en vis kvalitet holder sig væsentligt bedre end dårligt fabrikerede produkter. Kvaliteten ligger netop i evnen til at ældes smukt over tid.
Vibeke Klint beskriver ”det gode tæppe” til Kristeligt Dagblad tilbage i 1987:
"Det skal være både bøjeligt, fast og tæt, så når det slides, vil det blive kønnere og kønnere. Man skal helst ikke ærgre sig over, at tæpper slides, men i stedet glædes og opdage de nye farveoplevelser, der er gemt i garnerne, og som dukker op i forbindelse med sliddet."
Den høje slidstyrke og de gode materialer gør at produkterne kan leve i generationer og dermed vandre gennem familien som et arvestykke. Præcis som det store VK-5 tæppe Vibeke Klints søn, Peter Klint har liggende hjemme på sin husbåd i Københavns Havn.
”Min mor (Vibeke Klint) lavede det oprindeligt til sin mor, altså min mormor. Da min mormor døde overtog hendes søster Grethe det store tæppe og efter hendes død gik det så videre til mig.”
”Det har ligget forskellige steder gennem årene. Jeg havde det længe liggende i min kolonihave, men efter at have færdiggjort byggeriet af min husbåd, tog jeg det med herud hvor det ligger i det åbne køkken – alrum og skaber en smuk ramme i det store lyse rum.” Når man ser tæppet er det svært at se at det har 74 år ”på bagen”
”Tæppet har den fantastiske egenskab at være dobbeltvævet, og dermed helt utroligt blødt og rart at gå på. Derudover er det med til at skabe en rar akustik i rummet.”
Tæppet VK-5 var det allerførste tæppe, Vibeke Klint designede, og bærer præg af, at Vibeke Klint var inspireret af hendes daværende læremester, Gerda Henning, hvis vævestue Vibeke Klint overtog i 1951 efter Gerda Hennings alt for tidlige død. Tæppet består af små firkantede brikker i hvid og sort, der samles over hele fladen, så det fremstår elegant og livagtigt, men mest af alt så tidløst, at det nu sættes i produktion til næste generation.